Skal min ekskones gæld medregnes?
- Detaljer
- Kategori: Hvem hæfter
Spørgsmål
Jeg er for nylig blevet skilt, og efter salg af hus m.v. stod vi med en samlet gæld på ca. 1,2 mio. kr. som skulle deles i to lige store halvdele. Imidlertid kunne min ekskone ikke få godkendt et lån på 600.000 kr., hvorfor jeg var så "venlig" at medunderskrive og dermed hæfte for 300.000 kr. Det skal nævnes, at det alene er min ekskone, der afdrager på lånet, hvilket er uproblematisk. Det har imidlertid betydning for min situation, idet jeg nu ikke alene er noteret for min halvdel af gælden på 600.000 kr., men herudover også er noteret for halvdelen af min ekskones gæld - i alt 900.000 kr. - i det offentlige systemer etc. Dette forringer jo væsentligt mine muligheder ifm. fremtidigt boligkøb, omlægning af gæld etc. Det jeg derfor gerne vil spørge om er, hvorvidt der er mulighed for, at min ekskone via en form for aftale mellem os, registreret hos en advokat e.lign., der formelt betyder, at hun overtager den gæld på 300.000 kr., som jeg er registret som havende? Det kan oplyses, at min ekskone er indstillet på en sådan model.
Svar
Så vidt jeg forstår dit spørgsmål, har du og din ekskone allerede aftalerne om jeres interne hæftelse på plads, så det vil efter min opfattelse ikke ændre noget, at I laver flere aftaler herom. Det er jo et faktum, at du hæfter for en del af din kones gæld, og så længe långiver kræver dette, må du indregne denne gæld i dine samlede forpligtelser. Tænk f.eks. på hvad der skete, hvis din kone døde, og der ikke var penge til at betale gælden.





